4,5/5 stjerner på Tripadvisor!
4,5/5 stjerner på Google!

Praktisk Info

Praktiske oplysninger

Vi glæder os til at byde jer velkommen på Western Camp. Herunder finder I nogle praktiske oplysninger, der kan hjælpe jer i planlægningen af jeres næste ferie.  Når I ankommer, vil I modtage nogle af de samme oplysninger, og hvis I er i tvivl, skal I bare spørge på “Sheriffens Kontor”. Vi vil gøre vores bedste for, at jeres ophold bliver så behageligt og hyggeligt som muligt. – Vi ser frem til at få jer på besøg !

På Western Camp har vi affaldssortering. Vi sorterer pap/papir og flasker. Vi bruger meget tid på at “eftersortere”… en tid vi meget hellere ville bruge på noget sjovere ;).  Se derfor skiltene på affaldsstationerne og sørg for at affaldet er sorteret korrekt. 

Affaldsmængderne på en campingplads er enorme, og bliver nok ikke mindre. Udgifterne til fjernelse af affaldet er steget markant inden for de seneste år, så hjælp os med at sortere.

Bemærk – Vi modtager gerne klare poser med sorterede dåser (kun dåser / gerne knuste) – Så sender vi dem sammen med vores pantdåser til genbrug.

Bandittens madhus på Western Camp er centralt placeret i Western City, v/ Western Camp´s sceneområde. “Banditten” startede med at lave mad fra Western Camp´s fængsel (deraf navnet Banditten).

Senere fik han så sit eget storkøkken i “Western City,” og har nu gennem mange sæsoner gjort mange glade gæster endnu mere glade. I løbet af sæsonen er det muligt at købe mad i alle højtider og hver eneste dag i skolernes sommerferie.

I højtiderne foregår det med tilmelding, og i skolesommerferien er det uden tilmelding. Alle ugens dage i skolesommerferien står “Banditten” klar med den store buffet eller dagens ret. I kan se menuplanen ved at trykke på linket Bandittens Madhus i menuen – “Bandittens” varemærke er god mad i rigelige mængder, til rimelige priser… Dermed er grundlaget for en hyggelig aften 100% i orden.

Alle er velkomne til at besøge Western City og nyde Bandittens mad, også selv om man ikke bor på Western Camp.

Pak familien, ungerne, vennerne og det gode humør en dag hvor I er “lækkerdovne”, og få en anden madoplevelse end den pizzamanden kan levere. Og så er der oven i købet livemusik efter maden.

“Western shop” har et lille udvalg af is, øl og sodavand, slik, dagligvarer, legetøj, western udstyr, m.m.. Kig ind ! 

Butikken har også friskbagt morgenbrød. I højsæsonen er det en god idé at forudbestille, men det er ikke nødvendigt. I de stille perioder er det nødvendigt at forudbestille.

Ellers anbefaler vi, at man benytter vores nye lokale supermarked LetKøb i Kramnitze.
Man kan også tage en tur til Rødby eller Nakskov. Her er der de gængse supermarkeder. Der er også en DagligBrugs i Dannemare (korteste tur er 8 km.).

Samtlige enheder er forsynet med 10 amp. automatsikringer, hvilket giver mulighed for at benytte de mest almindelige apparater, der findes i de fleste campingvogne og autocampere. Sikringen kan maksimum klare til en belastning på 2.400 watt. 

Alle permanente installationer er monteret med CEE-Stik. – Vi har adaptere til almindeligt dansk stik, hvis nogen skulle mangle.

Strømmen til almindelig brug er gratis (inkluderet i pladsgebyret). Der må ikke benyttes elvarme.

På Western Camp er der egentlig meget få forbud, da vi ikke selv bryder os særlig meget om forbud. Vi har forbud mod rygning i fælles faciliteterne, og det vil vi meget gerne have overholdt. Vi har det ofte meget “tørt” på Western Camp, så brug derfor altid askebægrene, der er placeret rundt på pladsen.

Der findes flere bålpladser på Western Camp, og man er velkommen til at lave bål, blot man selv sørger for at holde øje med bålet, til det er gået helt ud.

Af hensyn til brandfaren skal brugte engangsgrill og grillkul bortskaffes i de dertil opstillede tønder på affaldsstationerne. Overalt på pladsen er der tydeligt afmærket brandmateriel, – brug det endelig, hvis noget skulle gå galt.

Rigtig meget er tilladt – Blot det sker med omtanke !!!

På Western Camp arbejder vi løbende på, at driften er så miljøvenlig som muligt, under forudsætning af at kunderne ikke mærker nogen forandring i forhold til, at ferien skal være afslappet og hyggelig. I 2007 fik vi tildelt Den Grønne Nøgle…. Den er vi glade for, og vi arbejder løbende på at blive endnu bedre.

Den Grønne Nøgle® er et verdensomspændende Eco-mærke, der gives til virksomheder i fritids- og overnatningsbranchen. Det kan være hoteller, hostels, konferencecentre, campingpladser eller andre, der har gæster overnattende. For at kvalificere sig til den Grønne Nøgle skal man møde en række miljøkrav. Disse krav indeholder en række kriterier. At modtage den Grønne Nøgle viser, at man er en miljøbevidst virksomhed, der tager ansvar for ens omgivelser og miljø.

Western City er Western Camp´s sceneområde. Det er i dette område, der er adgang til vores butik, saloon og “Banditten”. Det er et åbent område for alle, der har lyst til at kigge forbi og besøge Western City.

Det kan være for at købe friskbagt morgenbrød, spise lidt mad fra “Banditten”, nyde en forfriskning fra Saloonen eller køre en tur rundt med det lille tog. Man er velkommen fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen, men der er visse begrænsninger for gæster udefra.

Gæster, der ikke bor på pladsen, er velkomne til at hygge sig med den gratis underholdning, der er i Western City. Dog er det ikke tilladt at benytte pladsens faciliteter, og det er ikke muligt at deltage i aktiviteter, der er arrangeret for Western Camp´s overnattende gæster.

Man er altså velkommen til at opholde sig i Western City, men legepladser, boldbane, hoppepude m.m. må ikke benyttes, og man må ikke deltage i de børneaktiviteter og workshops i linedance, der er arrangeret for campingpladsens gæster. Af hensyn til campingpladsens overnattende gæster er det nødvendigt med disse begrænsninger. Men der er selvfølgelig gratis tilbud i form af musik og underholdning i Western City. Og det er jo dejligt for et sommerhusområde som Kramnitze og Hummingen, at disse gratis tilbud er til rådighed. Hvis man ønsker hele pakken, må man blive overnattende gæst på Western Camp.

Er man dagsgæst (kr. 20,- / pr. dag) hos en campist, der bor på Western Camp, kan man naturligvis benytte pladsens faciliteter, men man har ikke adgang til at deltage i aktiviteter. Man kan ligesom alle andre nyde godt af den gratis underholdning, der er, og de mange andre muligheder Western City ellers byder på, så som skydebaner, bordfodbold, airhockey, etc.

Det er som udgangspunkt gratis at besøge Western City, men i Kristi Himmelfart betales der et mindre beløb (kr. 50,- / pr. dag) for at nyde underholdningen. Western City skal altid forlades senest kl. 23. Gæster vil herefter blive betragtet som overnattende gæster og vil blive afkrævet betaling som overnattende gæst – Kig ind i receptionen for at få yderligere information, hvis I er i tvivl.

Ved at betale kr. 95,- pr. dag / pr. person – kr. 665,- / pr. uge / pr. person, er man velkommen til at deltage i alle aktiviteter. Prisen er fastsat efter vor prisliste (campist i telt).

Bemærk, at Western City begrænser sig til det område, som bygningerne naturligt omkranser (området med de mange bord-/bænkesæt), og omfatter således ikke legepladser, bordtennis, facilitetsbygninger, etc.

Medbragte mad og drikkevarer må IKKE medbringes i Western City.

Western Camp er relativ handicapvenlig….. men så heller ikke mere.

På Western Camp er handicapbadeværelset/toilettet placeret i servicebygningen ved “Sletten”. Den fungerer som både handicapfacilitet og familiebaderum, og derfor er der ikke nøgle eller lignende til døren. – Den frie dørbredde er 85 cm.

Er man ikke afhængig af at skulle sidde i kørestol hele tiden, så kan man med fordel benytte et af vores familiebaderum i hovedbygningen. – Det virker fint, hvis man er lettere handicappet. Der er dog trin op for at komme ind i familiebaderummet.

Der er få trapper på Western Camp, men der er en, der er går op til Sheriffens kontor, og en anden der går op til butikken. Der er også en rampe op til butikken. Den er dog forholdsvis stejl. – Vi er dog gerne behjælpelige, så det går som regel.

Der er mange steder, hvor der er “trin op”, som ikke er udlignet af rampe eller lignende. Vi har ramper til udlån, hvis I har behov for at låne ramper for at komme op og ned til en hytteterrasse eller lignende. – Spørg endelig… Vi har måske løsningen !

Belægningen på Western Camp er generelt “knust asfalt” på vejene. Det er fint, fast og udmærket at køre på. Pladsen ved sceneområdet er belagt med perlesten, som generelt ligger i et relativt tyndt lag, men kan enkelte steder være tykkere end hvad “godt er”.

Når man foretager reservation på Western Camp, er det vigtigt, at man uddyber, hvordan ens situation er, så man ikke får en plads eller en hytte fjernt fra handicapfaciliteterne. Det er muligt at få både pladser til campering og samtlige hyttetyper nær handicapfaciliteten. Vi har en WesternHytte (nr. 19) og en WesternHytte-Plus+ (nr. 5), der har lidt bredere hoveddør end de andre. – Her er den frie bredde 80 cm. frem for 70 cm i de øvrige hytter. Dørene inde i hytterne er smalle.

Storhusene på Western Camp er til trods for deres alder velegnede til handicappede. De er i tidernes morgen opført til syge og handicappede. Der er god plads de fleste steder, og der er bredere døre end normalt. Mellem blokkene er der flisebelagt. Fliserne ligger måske lidt ujævnt, men det er rimeligt handicapvenligt køreunderlag.

Har du som handicappet yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.

Hunde er meget velkomne på Western Camp, – blot hunden har husket sin ejer. Der er få regler, og så skulle det også fungere. Hunden skal naturligvis være i snor hele tiden.

Husk hundeposer hver gang hunden luftes, og hunden skal luftes uden for pladsen. Vi anbefaler altid, at det er en voksen, der lufter hunden. – Det er selvfølgelig hyggeligt, at børnene har lyst til at lufte lille Fido, men hvis det sker, at Fido afleverer en “Mine”, så er det ikke altid, at børn synes, det er lige smart at samle den “Varme klump” op.

Såfremt man har mere end 2 hunde med på camping, betales der kun for 2 hunde… Der betales altså maksimalt for 2 hunde, uanset antallet af hunde man har med.

Husdyr i Hytter og Huse
I alle udlejningsenheder er det tilladt at medbringe op til 2 små husdyr (max 12 kg).
Husdyrets vægt vurderes ud fra racens normalvægt.

Pris for hund i hytter er kr. 44,- pr. døgn pr. hund.

Det er kun muligt at medtage større husdyr i nogle af PrærieHytterne. Her henvises til de udvalgte PrærieHytter: nr. 24, 26, 27, 28, 29, 30 og 31.

Små husdyr er altså tilladt i alle hytter og huse, men må ikke efterlades i lejemålet, ligesom møbler og senge ikke må benyttes af husdyr.

BEMÆRK VENLIGST – Der kan forekomme skyderi, som kan være generende for hunde.
OBS!! Bemærk venligst at i Kr. Himmelfart er der særlige regler for hunde:
Hunde er ikke velkomne i Himmelfart, men det er muligt at have sin hund med. Der er dog forbud mod at have hund med i “Western City” i denne højtid, da vi her ofte har en blanding af børn, musik, heste og folk med revolvere. Det er derfor ikke tilladt med hunde i “Western City” i denne højtid – Desværre !!!

“Ferie med højt til loftet”
Ferien er for mange en tid, hvor familien skal hygge sig, have “batterierne fyldt op” og bringe gode ferieminder med hjem. Ferien er et af årets højdepunkter og derfor en vigtig tid. Vi kan ikke sørge for, at I får en god ferie, men vi kan tilbyde rammerne for en god ferie.

Vi arbejder med konceptet “Ferie med højt til loftet”, og det går i grove træk ud på at undgå for mange mærkelige regler, bare for reglernes skyld. – Meget kan lade sig gøre, blot det ikke ødelægger noget for andre eller forstyrrer andre unødvendigt.

Det er altså ikke noget problem, at en gruppe på 8 unge sidder og snakker frem til kl. 4 om natten, blot det foregår i “Western City”, og at de er helt rolige, når de går ned til deres campingvogn eller hytte….. Der er ingen grund til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre, og det er med til at give de 8 unge nogle helt uforglemmelige ferieminder, fra de lyse nætters tid, med hjem i bagagen.

Det er tværtimod et problem, hvis naboen har besluttet sig for, at der skal være fest i forteltet, og at festen skal først slutte kl. 3 om natten. – Det er ikke OK, for det ødelægger andres ferie….. Gå ned i “Western City” og hold jeres fest og vær super-stille, når I går hjem.

“Vi skaber rammerne – Andre fylder dem ud”
Vi tilbyder ikke “Gøgl og karruseller”. – Vi forsøger at skabe gode rammer, og så lade gæsterne fylde rammerne ud.

Vi værdsætter selv traditionel camping, men det skal være tidssvarende. Vi værdsætter anderledes oplevelser, uden “gøgl og karruseller”, og hvor oplevelsen ikke nødvendigvis er “garanteret” på forhånd, men kan forandre sig på grund af vejret, m.m… Det er ud fra de principper, vi arbejder, og så arbejder vi ud fra hovedprincippet om, at “Vi skaber rammerne – Andre fylder dem ud”.

Det kræver lidt mere af os som værter, men vi kan se, at det virker, og vi får det bekræftet hvert eneste år….. Når Mor og Far har en god ferie, ja så har ungerne det også. – Og dette til trods for at der ikke findes pool, overdækket legeland eller lignende. – Det er altså ikke hver eneste gang, at der er behov for “Det store udtræk” i form af pool, legelande, bowling- og minigolfbaner. Nogle gange er det sundt med noget andet. Og så gør det ikke noget, at man er sammen om oplevelserne. Der er intet galt med “Det store udtræk”, og det er også fedt en gang imellem, men det er ikke nødvendigvis dét, der giver en uforglemmelig ferie… Måske ovenikøbet tværtimod 😉

Internet er vigtigt for mange, hvis ferien skal lykkes. På Western Camp er det muligt at komme trådløst på Internettet, så der kan surfes “hjemme” i teltet, i campingvognen eller i hytten. Vi er i gang med at optimere internettet, til fibernet så alle kan få en god forbindelse. Kig forbi receptionen og få en snak om Internetadgang.

Der er flere måder at booke på. – Online, pr. mail eller telefon.

Campingenheder
Når man booker en campingenhed, er der stort set ingen forskel på, hvordan man booker, bortset fra at man får en onlinerabat ved at booke online på hjemmesiden.

Hytter og Huse
Hvis man booker online, betaler man hele opholdet med det samme, men får så samtidig en onlinerabat.

Hvis man booker pr. telefon eller mail, får man mulighed for at betale 20% med det samme og resten 1 måned før ankomst. Til gengæld får man så ikke onlinerabat.

Man kan altid orientere sig om priser og muligheder via onlinebooking, og så booke pr. telefon eller mail, hvis man hellere vil det. I onlinebooking kan man også se mere om mulighederne og vilkår for afbestillingsbeskyttelse, tilkøb af rengøring, bestilling af sengelinned, etc.

Hvis I er i tvivl om noget, har I altid mulighed for at ringe til os, også selv om I gerne vil booke online eller måske allerede har booket online.

På Western Camp har vi en del udendørsoptræden af dansere og musikere, og det er med til at give en helt anderledes campingoplevelse, end man ellers kan få på mange af de andre gode Danske campingpladser.

Vi kalder det “Ferie med højt til loftet”, og vi mener det, for vi kan se, at det virker… Når Mor og Far har en god ferie, ja så har ungerne det også. – Og dette til trods for at der ikke findes pool, overdækket legeland eller lignende. Samtidig medvirker sceneområdet “Western City” til, at mange hurtigt får kontakt til andre på ferie, idet der er et fælles sted at mødes, spise og høre god musik.

Det hele foregår udendørs, og der er ingen “Plan B”…. Vi er heldigvis ekstra privilegerede med vejret hernede på Sydkysten, da vi kun sjældent “får glæde” af dannelsen af kumulus-skyer over Sjælland og Tyskland, men går fri og får fine aftener med god musik og glade mennesker. Når der er tale om vejr, der kommer som fronter, ja så får vi samme omgang som alle andre, og så kan det være vanskeligt at finde det bedste humør frem, men godt humør er vel også fint nok. Vi er udenfor, og det giver en anden oplevelse, end når vi er “pakket ind i vat” og intet kan gå galt.

Vi glæder os meget over det fantastiske engagement, som vi møder fra alle musikere, dansere og andre optrædende. – Uden dem ville det hele ikke kunne lade sig gøre. Vi arbejder løbende med årets program og næste års program, så meld ud hvis I gerne vil på scenen.

Lidt praktisk info om sceneområdet:
Det er desværre ikke alle naboer, der er “helt vilde” med countrymusik, derfor iværksatte vi i 2004 nogle miljømæssige tiltag, der bl.a. resulterer i, at vi ikke kan spille lige så høj musik, som alle gerne vil have.
Vi arbejder løbende med opgaven, og i 2006 afsluttede vi byggeriet af 2 bygninger, der fungerer som støjvægge, og som herudover også indeholder skydebaner, en lille butik og andre aktiviteter, såsom airhockey, bordfodbold, etc.

I hele Kramnitze er der vakuumtoiletter, ligesom på flyvemaskinerne. – Da de larmer en del, når man skyller ud, kan børn blive overraskede første gang, de stifter bekendtskab med toiletterne. Så det er en god idé at være med første gang, at mindre børn skal en tur på toilettet. Alt, hvad der kommer i toilettet, skal gennem et 50 mm. rør, så hygiejnebind, tamponer og lignende er derfor ikke velkomne i vort afløbssystem.

Til brusebadet skal der benyttes 5 kr. (3 min.) – Der sidder tænd/sluk knap i brusenichen.

Til vaskemaskinen kan der bruges 5 kr. og 10 kr. (typisk koster det kr. 35,- for en vask) og til tørretumbleren benyttes 10 kr. (1 time).

Der er to udslagskummer, én i hver ende af pladsen.

Vi samler på glade gæster

4,5/5 Baseret på 128 anmeldelser

4,3/5 Baseret på 633 anmeldelser

Book et ophold i ægte western stil

Er du interesseret i at booke et ophold hos Western Camp, har du her muligheden for det. Vi håber, at I har lyst til at have en masse spændende og sjove dage hos os.

Har I nogle spørgsmål, som I ikke finder svar på her på hjemmesiden, inden I ønsker at booke jeres ophold, er vi naturligvis kontaktbare. Vi ser frem til at høre fra jer, så vi sammen kan drøfte jeres muligheder.